Systemisk og Narrativ Behandling

Hvad er Systemisk teori og praksis?

Den systemiske teori er optaget af de relationer og samspil mennesker indgår i. Forskellige systemer. De systemer kan være familien, dele af familien, et parforhold, en arbejdsplads eller en skoleklasse. Når problemer forstås og behandles systemisk vil det sige, at problemerne ikke tilhører individet, men opstår og vedligeholdes i sociale samspil. De må derfor også må behandles gennem inddragelse af ovennævnte større systemer.

Ud fra denne tænkning og tilgang er der opnået bemærkelsesværdige resultater i behandlingsøjemed.

Det systemiske er optaget af, at der ikke kun er én sandhed om verden, men at der er flere sandheder, som alle bidrager til forståelse og opløsning af problemerne. Der er flere sandheder, fordi vi mennesker oplever tingene forskelligt, idet vi alle har forskellige erfaringer, forståelser og sammenhænge at opleve og forstå ud fra.

I mit arbejde, (og i mit liv i øvrigt), er jeg forpligtet på at tale om tingene på, der åbner muligheder. Dette frem for at tale på en måde der holder os fast i bestemte kategorier eller bestemte forståelser. Sproget har betydning, – det er en skabende kraft, der er med til at definere forståelser, sandheder og værdier når vi taler sammen.

Det er ofte terapeuten / proceskonsulenten der har overskuddet og opmærksomheden til at se og synliggøre de muligheder og fælder der ligger i sproget. Nogle gange gøres det af terapeuten / proceskonsulenten og andre gange kan det gøres helt åbenlyst ved, at inddrage sine iagttagelser og tanker i et fælles refleksionsrum.

Hvad er Narrativ teori og praksis?

Udtrykket ”narrativ” betyder fortælling. Man kan i tilværelsen ikke undslippe fortællingen og den narrative forståelse er, at livet får mening gennem fortællinger, fortællingerne indeholder et moralkodeks og disse er nogle af livets betingelser. Det er fortællingerne, der organiserer livets erfaringer og derigennem giver dem mening. Mennesket er et tolkende væsen, og vi kommer alle dagligt ud for hændelser vi forsøger at gøre meningsfulde. Et narrativ er som en tråd, der væver hændelser sammen og danner en historie. Sådanne historier er i høj grad med til at forme vores liv. Ved at sætte hændelserne sammen i en alternativ historie kan man åbne op for nye måder at se sig selv og verden på. Der kan altid fortælles en anden historie.

Derfor arbejder jeg i min praksis med eksternaliserende samtaleteknik. Gennem eksternalisering illustreres:  “Det er ikke personen, der er problemet, men problemet, der er problemet”. Herved bliver det nemmere at sætte modstrategier ind i forhold til problemet.

Denne narrative tilgang er særlig anvendelig til de problematikker, som vi som mennesker internaliserer.  Det kan være symptomer på anoreksi og andre spiseforstyrrelser, skizofreni, depression og afhængighed. Men også temperementstræk som vrede, sensitivitet, eller negative overbevisninger som dårligt selvværd/”ikke god nok følelse”, at være skamfuld eller afmægtig.

Den narrative tilgang indebærer også en ekstern bevidning som foretrukken refleksionsform over de aktuelle positioner og fortællinger. Disse medlemmer af den eksterne bevidnergruppe, kan i min psykoterapi f.eks. være andre tidligere klienter, der har sagt ja til at bevidne/hjælpe. I den eksterne bevidning formulerer vidnerne ikke hypoteser om personen i centrum, de gør sig ikke til eksperter, men de hæfter sig ved det, som personen har sagt og udtrykt. Som vidne relaterer man disse fortællinger til sit eget liv og sine egne personlige erfaringer. Derigennem bliver vidnerne inspireret til at få øje på nye muligheder i deres eget liv. Du kan læse mere om den narrative tilgang og ekstern bevidning i Michaels Whites bog Narrativ Praksis udgivet på Hans Reitzels Forlag.